fredag den 28. marts 2008

Tilbage til "De første landskaber"

Mythago Wood
Et landskab eller rettere en skov, som jeg først stødte på meget senere.

Det er et fantastisk, sært, underligt og dragende univers (som myter jo er).

Mythago Wood tager sin start lige efter 2. verdenskrig med familien Huxley som det primære omdrejningspunkt for serien. Faderen George Huxley har dedikeret sit liv til udforskningen af en stykke gammel skov, Ryhope Woods, som støder op til deres hjem, og oftest på bekostning af sin hustru og deres to sønner. En udforskning, som det på trods af dette, lykkedes ham at holde skjult for familien, og som gør, at han ved sin død bliver husket med foragt af sine sønner.

Historien starter, da sønnen Steve vender hjem fra 2. verdenskrig for at opdage at broderen Christian har fulgt i faderens fodspor og ind i skoven. Det som Huxley havde opdaget, og som hans sønner siden skulle opdage, var eksistensen af en slags legeplads for arketyper i skoven. Hver sagnhelt og legende, som har været kendt i England, har et alter ego eller mythago i skoven. Et mythago som ikke er bundet til den faktiske legende, men ganske enkelt til selve forestillingen om legenden, som den findes hos folk nær skoven. Mens nogle af mythagoer er populærere karakterer som fx Robin Hood eller Kong Arthur, er mange af de andre mythagoer, som den ældre Huxley og hans sønner støder på, glemt undtagen indenfor Ryhope skoven.

Skoven er et levende væsen i sig selv, måske i endnu højere grad end de mythagoer, der eksister i den. Alle tre Huxley'er må kæmpe med skovens forsvarsværker for overhovedet at komme derind, og luftfotos af skoven resulterer i slørede billeder, som skjuler både skovens væsen og de mythagoer, der eksisterer der.
Ud over at skabe levende mythagoer, kan skoven også genskabe gamle arketypiske pladser, Geistzones, fra slotte til slagmarker til små gamle landsbyer.

Serien består af oprindeligt fire bøger, som nu er udkommet i en flot tobinds udgave
1. Mythago Wood 2. Lavondyss
3. The Hollowing 4. Gate of Ivory, Gate of Horn
Serien har vundet flere priser fx. World Fantasy Award og British SF Award.
Se
http://robertholdstock.com/

God læselyst fra Elin

De første landskaber

Fionavar Tapestry
Indrømmet. Jeg er virkelig afhængig. Jeg er både angloholic, fantasyholic og crimoholic, foruden historyholic og ... Og det er jo mere end hele tre ting, som på trods af en vis reklame, ikke er så skidt endda.

Men nu forgriber jeg historiens gang. Tilbage til starten. En opgave til et studie, som gjorde, jeg skulle bruge noget fra Bo Green Jensens bog "Det første landskab" .Det blev øjenåbneren for en kærlighed til en række sub-genre, som på det studie ikke var helt "comme il faut", selvom Bo Green nok var det. (Jeg skiftede studie sidenhen).

Det startede så jagten på gode fantasybøger, og da det danske udvalg for voksne var og er begrænset, måtte det blive på engelsk. Den første "landskabsarkitekt", jeg stødte på, var Guy Gavriel Kay og hans serie "The Fionavar Tapestry" .

Da Christopher Tolkien færdiggjorde Silmarillion for sin far, fik han hjælp af den canadiske engelskprofessor Guy Gavriel Kay. Kay er siden blevet en fantasyforfatter selv, mest kendt herhjemme for sin trebindsfortælling The Fionavar Tapestry (Fionavar Gobelinen på dansk).

Kays fantasytrilogi er en historie om fem unge canadiske studerende, der bliver suget ind i Fionavar, den første af alle verdener, hvor de hver især kommer til at spille en afgørende rolle i kampen mellem det gode og det onde. Kay væver en fantastisk fortælling med sammensmeltning af magi og realisme, fortid og nutid, og han bruger sin viden om mytologi til at skabe en historie, man bare ikke kan lægge fra sig. Man får bestemt associationer til Tolkien ind imellem, men primært fordi Kayi lighed med Tolkien formår at skabe et landskab/verden, som er troværdigt, komplekst og facetteret. Hos Kay er et af de bagvedliggende temaer, at mennesket vælger sin egen skæbne på godt og ondt, og bogens fem (tre mandlige og to kvindelige) hovedpersoner er ridset op som troværdige personligheder og med stor psykologisk indsigt. Kay formår at binde hver enkelt hovedperson sammen med en bestemt myte, enten af keltisk eller nordisk oprindelse eller i forhold til legenderne omkring kong Arthur, uden at de på nogen måde mister deres personlighed eller troværdighed. Som en anden læser siger: Den er dyb, rig, rørende, sørgelig, spændende og alt hvad man kan ønske sig en bog skal være.

Historien består af: The Summer Tree (1984); The Wandering Fire (1986) og The Darkest Road. (1986).

Besøg endelig hans website http://www.brightweavings.com/index.htm

God læselyst til alle fra Elin

tirsdag den 25. marts 2008

Hvor står bookaholics bøgerne?

Tjek vores bookaholic lounge ud på bibliotekets 2. sal!

krimi'er og spændingsbøger. Kærlighedsromaner og chicklitt bøger.
Horror, fantasy og SF bøger.

onsdag den 12. marts 2008

Fantastisk ny serie

John Twelve Hawks - du kender ham nok ikke? Jeg var så heldig at støde på hans første bog (the Traveler) for nogen år siden. Genre : en futuristisk thriller - en blanding af mysticisme og videnskab - tænk Matrix filmene, så er du på sporet.

Kort fortalt : The travelers har evnerne til at rejse i forskellige dimensioner og de beskyttes af the Harlequins. Deres fjende og modstandere er de såkaldte Brethren/Tabula som har skabt the Vast Machine - overvågningssamfundet som bliver mere og mere omsiggribende. Imellem de to fronter finder vi Gabriel and Michael Corrigan - to brødre på henholdsvis den gode og den onde side.
Jeg anbefaler dem varmt som nogle lidt anderledes og meget meget spændende bøger.

Hilsen Susanne - bookaholic